Menu

Flot serie 4 point

image Rasmus Lindemann ydede et stort løbearbejde på midtbanen og krydrede en god kamp med 2-2 målet.
13. oktober 2015 kl. 13:37
Serie 2 og 5 skuffede

Serie 4

Stensballe IK - Dansk Tyrkisk = 2 - 2 

Mål: Tobias Gravesen 1, Rasmus Lindemann 1

Stensballe IKs serie 4 drenge er havnet i en ret heftig pulje, hvor der i bunden kun er Lund som har skilt sig ud og udspillet deres chance. De andre hold i omkring nedrykningsstregen jagter redningen i serie 4 som et sultent ulvekobbel. Selv med vores flotte stime på imponerende 5 kampe i streg uden nederlag, er vi stadig ikke sikret en sæson mere i serie 4. Så alle point tæller utroligt vigtigt i regnskabet og der er ikke råd til nederlag. Det var præmisserne inden lørdagens meget spændende dyst imod Dansk/Tyrkisk, som vi spillede uafgjort 1-1 mod i det første opgør. Gæsterne ville med en sejr bringe sig på puljens dukseplads, og samtidig gøre sig selv til topfavoritter til den ene oprykningsplads, der er at spille om.

Vi startede vanen tro som lyn og torden og tilspillede os nogle gode chancer fra start. Efter 15 minutter spillet slog Frederik Lind en sukkerbold ind i hovedet på Tobias Gravesen, der flot dirigerede bolden videre over i modsatte hjørne af målet. Igen lykkedes det os at bringe os i front indenfor de første 20 minutter og sætte os lidt på spillet. Efter vores føringsmål vågnede gæsterne lidt op og kampen bølgede frem og tilbage i et tempo, der som minimum var serie 3 værdigt. Desværre måtte vi indkassere et reduceringsmål kort før pausen, efter at modstanderens højrekant havde drevet gæk med et par af vores forsvarsspillere, og med en klassisk tåhyler kanonerede bolden i vores mål.

Vi aftalte i pausen at holde fast i Dansk/Tyrkisks stærke midtbanespillere, som med deres evne til at drive bolden frem konstant forsøgte at bringe sig i overtalssituationer. Det blev en heroisk fight fra hele Balle holdet i 2.halvleg, hvor vi dog stadig havde ære af kampen og hele tiden søgte at være farlige i omstillingerne. Gæsterne var klart spilstyrende, men vi stod meget kompakt og lod dem ikke let komme til muligheder.
En enkelt gang blundede vi lidt og det straffede de desværre og bragte sig i front med 1-2. Prompte blev der svaret igen, og efter et frispark fra Lind kunne anfører Rasmus Lindemann stige op mellem venner og fjender, og flot forlænge boldens bane med hovedet og direkte i nettet til 2-2. Det resultat holdt resten af kampen, men det skal bemærkes at vi faktisk havde de største chancer til sidst, hvor Bæklund uheldigt dirigerede et hovedstød tæt forbi stolpen, og Henrik Kvist havde et nærgående frispark fra en god position. Vi indkasserede det ene point og er nu ubesejret i 6 kampe i træk.

Desværre kunne vi notere os sejre til holdene lige under os så vi bliver til stadighed åndet i nakken og presset bagfra. Der er stadig 9 point at spille om og vi kan med fordel nappe de 3 point på lørdag imod Hovedgård. Vi spiller hjemme lørdag kl. 14.00. Man of the match blev delt imellem Rasmus Lindemann og Frederik Lind men holdet skal igen roses for den fantastiske teamspirit alle er i besiddelse af. Stærkt Boys!. Ole

Serie 5

Stensballe IK - HFS = 0 - 0

Søndagens kamp mod HFS skulle afgøre om vi reelt stadig havde mulighed for at sikre oprykning til serie 4. Derfor var kravet helt klar – der skulle 3 point på kontoen i dagens dyst.

Kampen starter lidt rodet, uden nogen chancer til nogen af holdene. Efter ca. 20 min. får vi dog klart overtaget, og én scoring ligger og venter. På trods af nærgående forsøg kommer denne scoring ikke inden pausen.

I pausen bliver vi enige om at fortsætte med at presse og stresse dem højt oppe på banen, og vi ændrer formation til 3-5-2, for at ligge yderligt pres på. I det meste af 2. halvleg er det spil mod HFS’s mål, og vi har 5-6 100 % chancer som vi bør have scoret på. Der bliver appelleret for at vi har bolden over målinien to gange, hvor dommeren dog afviser. På trods af det store pres, så ender kampen desværre 0-0, og chancen for oprykning må siges at være glippet.

Efter kampen sidder med lidt med samme følelse som så mange gange før, nemlig at vi ikke er kolde og effektive nok når det gælder foran mål, og det må vi arbejde videre med. Sidste kamp er hjemme på kunstgræsbanen fredag kl. 19.00, hvor det er lokalderby mod Søvind, og her skal vi slutte godt af med 3 point. Mikael

Serie 2

Stensballe IK - Hover IF = 1 - 5

Mål: Christian Løvbjerg

Inden kampen, troede jeg på at vi var kommet et skridt videre siden FC kampen, men må efterfølgende konstatere at vi rent defensivt er bombet tilbage til start. Oplægget til kampen var en flad 4 mands midtbane og 2 angribere der skulle lukke deres højre side ned, den første del lykkedes, da vi egentlig lukkede deres midtbane fint ned og specielt den første halve time satte en del gode angreb op ved at i opspillet gå i 3-5-2. Men når man efterfølgende kan konstatere at vi var bedst i den periode, brændte en 2-3 gode muligheder og er bagud 2-0 er det opad bakke. En ting er at Hover var hamrende effektive, noget andet er deres mål var spillet op nedefra, igennem deres højre side som skulle lukkes ned, så kan vi efterfølgende konstatere at alt det vigtigste mislykkedes og til slut kan vi ikke brokke os over det mindste over hverken resultat eller andet. 1-5 var et ganske sigende resultat på vores dagsform kontra Hovers.

Der venter nu et større reperationsarbejde inden næste weekends gyser mod Hatting/Torsted, en kamp der kan bringe H/T kun 2 point efter os og bedst indbyrdes, men også en kamp der kan bringe os i 100% sikkerhed med en sejr. Først og fremmest skal vi have lukket af bagude, derefter skal vi til at erobre flere bolde fremme i banen da alt starter fra scrach og sidst men allervigtigst skal vi til at huske hvordan det er at vinde og hvorfor vi vandt i starten, efter at have spillet med i den sjove ende i stort set hele året skal vi ændre focus, det er svært, men det der nu skal til. vi kæmper for vores serie 2 eksistens og det skal kunne ses på lørdag kl. 16.00 på Fort Balle. Hans